Hvad er osteopati til hunde?

Hvad er osteopati til hunde?

Osteopati er en behandlingsform der er udviklet i USA af Dr. Andrew Taylor Still. Behandlingsformen er over 100 år gammel.

Osteopatien tager udgangspunkt i kroppen som en helhed. En osteopat behandler hele kroppen og laver en vurdering af hele hunden. Årsagen til smerter eller gener kan ligge et helt andet sted, end hvor symptomerne vises. Hele kroppen er sammensat af et net af fascier. Fascier er et bånd af bindevæv under huden, som forbinder kroppens muskler og indre organer. Det betyder, at kroppens knogler, muskler og organer hænger sammen. Derfor behandler man som osteopat hele kroppen, da årsagen som nævnt kan ligge et andet sted.

Osteopati er en holistisk tilgang, der fokuserer på kroppens naturlige evne til at hele sig selv. Det indebærer manuel manipulation og bevægelse af væv og knogler for at genoprette balance og lindre spændinger og blokeringer i kroppen. Osteopater arbejder på at finde og korrigere de underliggende årsager til ubehag og sygdomme i stedet for blot at behandle symptomerne.

Essensen af osteopati er at hjælpe kroppen til at helbrede sig selv. Det gør man ved at anvende nogle teknikker, der hjælper kroppen til at rette sig selv på plads.

Kroppen har tre systemer som osteopaten vil undersøge. Det er:

  • Det muskuloskeletale system. Det er musklerne og skelettet.
  • Det viscerale system som er organerne. 
  • Det kraniosakrale system, som er kraniet, hjernehinder og korsbenet.

Grunden til dette blogindlæg er, at jeg selv er meget interesseret i osteopati. Jeg har en stor drøm om selv at blive osteopat til hunde. 

Emnet interesserer mig meget og jeg synes, at det er vidunderligt, at man med osteopati også kan være med til at forebygge nogle af de skavanker ens hund kan få med tiden.

Jeg ser frem til, at jeg på et tidspunkt kan være med til at hjælpe din hund med et bedre hundeliv, når jeg en dag bliver osteopat til hunde

Tilbage til blog